** Stjerner, divaer, vandbærere og hvem der vil vide det: Europas største revue teater, Friedrichstadt-Palast , er et vidunder i teater teknik og med god plads til benene. Den største? - ja på scenen kan der stå 32 danserinder og svinge ben på en lang række. Det er Europas længste "girlreihe" - pigerække. Scenen er faktisk verdens største teaterscene.
Foto: Friedrichstadt-Palast nord for Friedrichstrasse station er enormt. Stig Yding Sørensen.
Der er masser af plads til et par mandlige dansere og 60 danserinder. Over og under scenen arbejder der 160 mennesker på en god aften: dansere, musikere, artister, billetklippere, lysmestere, malere - og aften eller aften er der sjov og show for 1.895 pladser. Et frydefuldt spetakel med elementer af ballet, musical og artisteri. Røg, damp, lys, roterende lygter, lamper - hvad kunne musical folkene på Østergasværk dog ikke udrette med sådan en scene.
Intet er umuligt i Friedrichstadt-Palast. Swømmebassin? Isbane? Cirkusmanege? Alt kan forekomme. Selv Europas største laserlys anlæg råder teateret over. Sidst vi var der forsvandt over 30 danserinder i et vandbassin, der pludselig åbnede sig i scenegulvet og langsomt blev dybere så danserinderne sank ned og til sidst forsvandt under scenen. Magisk og lydløst. Sceneteknologien er så stor en attraktion i sig selv, at det ikke er så afgørende, hvad der bliver spillet - bare alle effekterne bliver fyret af.
Ved åbningen i 1984 var teateret med rette DDRs højteknologisk stolthed - men historien om teateret rækker 100 år tilbage med stolte cirkustraditioner i anerne.Her har Louis Armstrong og Ella Fitzgerald optrådt for østberlinerne. Andre gæster har været Marlene Dietrich, Phil Collins, Liza Minelli, Pet Shop Boys, det østtyske rockband The Puhdys, Bonnie Tyler, Claire Waldoff, Josephine Baker.
Teateret afløste "Alte-Friedrichstadt-Palast", som lå 200 meter sydligere. Her var tidligere en markedshal, men i 1873 blev her bygget et stort cirkus med plads til 6.000 tilskuere. Det udviklede sig og 1901 var her et regulært teater med en scene på 800 kvadratmeter. Som så meget andet blev teateret stærkt beskadiget i krigen. I DDR tiden var her også teater, og i et hjørne blev der sågar plads til en Jazz-klub. Men bygningen blev i så ringe forfatning, at den blev lukket i 1980 og herefter revet ned. I 1985 stod det nye teater klar Friedrichstrasse.
Friedrichstadt-Palast
Friedrichstr. 107
10117 Berlin
Telefon: 030 23 26 23 26
Station: Friedrichstrasse eller U-bahn: Oranienburgerstrasse